Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Gruppearbejde

Får du det bedste ud af samarbejdet med dine medstuderende?

   

Gruppearbejde kan gøre dig fagligt stærkere og have betydelig indflydelse på dit faglige arbejde. Det er derfor en vigtig del af at være universitetsstuderende og er ofte en obligatorisk del af mange uddannelsers opbygning. Men selvom du ikke bliver bedt om at arbejde i grupper af underviser, kan du også selv etablere en studiegruppe. Der er nemlig mange fordele i at samarbejde med dine medstuderende - udover at styrke din faglighed, udvikler det også dine samarbejdskompetencer, som er både brugbare og vigtige for livet efter uddannelsen.

Forskellige typer af grupper

Der findes flere former for gruppesamarbejde. Der er både løbende samarbejde i grupper - ad hoc grupper - som ofte etableres af underviser til den enkelte aktivitet. Men der er også faste grupper, hvor du indgår i et længerevarende samarbejde med dine medstuderende. Dette kaldes noget forskelligt afhængig af uddannelse og formålet, fx studiegrupper, opgavegrupper, projektgrupper, læsegrupper og skrivegrupper. I de faste grupper er det meget vigtigt at have et godt samarbejde, og at du ved, hvordan du skal og kan bruge din gruppe - fx når I skal lave og holde oplæg sammen eller skrive en eksamensopgave i fællesskab.