Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Den gode forberedelse

Den gode forberedelse kræver at du arbejder bevidst og reflekteret med din egen læring.

   

På universitetet er der mange former for undervisning. De fleste vil kende til forelæsninger og holdundervisning, men andre vil også have eksempelvis laboratorieundervisning, klinikundervisning og TØ. Ens for dem alle er, at de kræver at du forbereder dig. Ligeledes skal du forberede dig til gruppearbejde, vejledning, fremlæggelser, projektarbejde og så videre. Du bruger altså meget tid på at forberede dig, og derfor er det en god idé at finde ud af, hvordan du forbereder dig godt og effektivt. 

Du bliver ikke stærk af underviserens armbøjninger

God forberedelse indebærer ikke kun at læse teksterne eller løse de opgaver, som underviser har bedt dig om. Den gode forberedelse handler ligeledes om at tage ejerskab over din læring og arbejde bevidst med det du læser og reflektere over hvordan du tilegner dig viden.

Det ville være skønt, hvis det var nok at møde op til undervisningen og suge det til dig, som underviseren siger - men vi bliver desværre ikke stærke af underviserens armbøjninger. Vi giver dig derfor nogle forslag til, hvordan du kan bruge din forberedelsestid hensigtsmæssigt:

Forbered dig til semesterstart

Den mentale forberedelse til semesteret

Det er en god idé at forberede dig, når et nyt semester starter. Når du forbereder dig mentalt på, hvad semesteret vil byde på, kan du gøre det mere overskueligt og bedre forstå, hvad der forventes af dig og hvad du selv kan forvente.

Forhold dig til studieordningen.  

Du kan få en idé om, hvad der forventes af dig i løbet af semestret og til eksamen ved at forholde dig til studieordningen og læse de formelle krav til de fag, du skal have. Tal gerne med din underviser og dine medstuderende om, hvordan kravene skal forstås.

Lav en ugeplan.

Ved at lave en ugeplan, hvor du fastlægger din forberedelse, undervisning osv. bliver det lettere for dig at balancere studietid, fritid og evt. studiejob.

Lav aftaler med studiegruppen.  

Det er en god idé at lave en forventningsafstemning og faste aftaler med din studiegruppe ved starten af et nyt semester - uanset om det er en ny eller eksisterende studiegruppe.

Før undervisningen

Find en god læsestrategi

Ofte skal du som en del af din forberedelse til undervisningen læse meget litteratur, og det kan være svært at nå det hele. Især fordi det ikke altid er nok bare at læse teksterne igennem. Derfor har du brug for en læsestrategi.

  • Start med at orientere dig i emnet, du skal læse om, før du går i gang med teksterne. Dette indledende arbejde giver dig en bedre forståelse for emnet, så det bliver nemmere at læse teksterne og udføre eventuelle opgaver. Du kan fx:
  • lave en kort google-søgning på emnet/fremhævede begreber/teoretikere

  • bruge et opslagsværk

  • se faglige videoer på nettet om emnet

  • Find den rette læseteknik. Dette handler særligt om at finde en teknik, der passer til dit mål med din læsning og den type af tekst, du skal læse. Find inspiration til at vælge en god læseteknik her.

   

   

Forberedende noter

Når du tager noter under din forberedelse bliver det tydeligt for dig, om du forstår stoffet. Det bliver ofte særligt tydeligt, hvad du ikke forstår, hvilket giver dig mulighed for at tage konkrete spørgsmål med til undervisningen eller din studiegruppe. Af samme grund er det en god idé at forberede dig FØR undervisningen og ikke blot læse teksterne efter undervisningen, da du her ikke får samme mulighed for at gå i dialog med underviser og medstuderende om emnet.

   

   

Prioritér din forberedelse

Da det ofte er kompleks og tidskrævende litteratur, du skal læse, kan det være nødvendigt at prioritere i pensum. Din forberedelsestid handler om at tilegne dig ny viden og gøre dig klar til at deltage aktivt i undervisningen. Overvej derfor, hvad der er vigtigst for dig at læse og skrive, for at du kan fo en forståelse for stoffet på egen hånd. Skal du evt. prioritere at læse nogle konkrete opgaver og læse op på de dele, du ikke forstår, eller er det vigtigere at skimmelæse alt litteratur og efterfølgende dykke ned i specifikke dele af pensum? Det handler om at lave en god læreproces for dig selv.

  

Under og efter undervisningen

Deltag aktivt

Udover at møde velforberedt op, er det også vigtigt for din læring, at du deltager aktivt i undervisningen. Det kan du gøre ved at

Lyt og engager dig  

Luk computeren (eller som minimum facebook), og prøv at engagere dig i emnet, der gennemgås, og lytte aktivt.

Tag noter undervejs.

Ved at tage noter aktiverer du flere dele af hjernen, så det bliver lettere at bearbejde informationerne. Skriv også gerne spørgsmål til emnet ned undervejs.

Gå i dialog.  

Med udgangspunkt i det, du ikke forstod i din forberedelse og de spørgsmål, du har skrevet i undervisningen, bør du gå i dialog med dine medstuderende og underviser enten undervejs eller efter undervisningen

   

Efterbearbejd stoffet

For at huske indholdet fra undervisningen bedst muligt, kan du bearbejde det, du har lært på forskellige vis. Denne efterbearbejdning fungerer ligeledes som en del af din forberedelse til næste undervisning, hvor der bliver bygget videre på et emne eller på din viden.

Opsummér for dig selv  

Afsæt 5 minutter til at opsummere, hvad du lært, og spørge dig selv, om du faktisk forstod det, der blev gennemgået: Er der noget, der stadig er uklart?

Opsummér i studiegruppen

Tal med din studiegruppe om de spørgsmål, du måske har, og om det, der måske stadig er uklart. I kan også opsummere undervisningens hovedpointer for at få hinandens forskellige perspektiver på emnet eller opdage eventuelle misforståelser.

Arbejd videre med emnet  

Efter undervisningen kan du bruge lidt tid på at arbejde videre med emnet eller de dele af emnet, du synes var særligt interessante eller ikke helt forstod. Du kan eksempelvis søge Youtube-videoer om emnet eller bruge opslagsværker for at få et andet perspektiv på emnet.

   

Arbejd aktivt før, under og efter undervisning

Prøv denne øvelse, der hjælper dig til at forholde dig aktivt til det faglige stof både før, under og efter undervisningen.


Se også

Vær til stede og fokuser

Har du svært ved at lægge mobilen og de sociale medier fra dig under dit studiearbejde?

  • Prøv appen Forest til at holde fokus, når du studerer. Her vokser der en skov på din skærm, som bliver frodigere, jo længere du arbejder.
  • Med appen Noisli kan du sætte atmosfærisk baggrundslyde eller statisk støj, der kan hjælpe dig med at fokusere.
  • Appen Focus-to-do kombinerer to-do-lister og Pomodoro-metoden til at optimere din produktivitet.

Få en læseplads

Mange studerende har glæde af at have en læseplads. Se hvilke faciliteter Statsbiblioteket kan tilbyde dig som studerende. Forhør dig også om mulighederne for at få en læseplads på dit institut.