Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studievaner

At have gode studievaner handler både om at strukturere sin studietid og have nogle gode arbejdsvaner, så du møder velforberedt til undervisning og samtidig har tid til at holde fri.

Gode studievaner har stor betydning for dit studieliv. Ved at være klar over hvordan, hvor og hvornår du arbejder bedst, kan du optimere din studietid og få en god balance mellem dit sociale liv, et eventuelt studiejob og dit akademiske arbejde - det er med til at holde din motivation oppe.

Dit eget ansvar

Det er dit eget ansvar at planlægge din tid, og det er ikke sikkert, at det, der fungerer for andre, også fungerer for dig. Heldigvis er der ingen krav til, hvordan du vælger at studere, og du skal derfor selv finde ud af, hvordan du oparbejder gode studievaner.

Gode studievaner kan give dig bedre overblik og dermed øge din energi både til din fritid og dit studie.

Tænk over din læring

Motivation og studievaner hænger også sammen med, hvordan du tænker om og forstår dit studie og din læring. Ud over at få gode vaner omkring din tid, kan du altså også arbejde med at få gode vaner og strategier omkring din tænkning.