Aarhus Universitets segl

Faglig vejledning

God vejledning forudsætter, at du er velforberedt, deltager aktivt og har gjort dig klart, hvad du vil have ud af vejledningen.

Vejledning kan være en stor hjælp til at få en god arbejdsproces, der fører til et godt slutresultat - især når du skriver større opgaver, eksempelvis bacheloropgave eller speciale.

Du kan selv gøre meget for at fremme et godt vejledningsforløb, blandt andet ved at forberede dig, kommunikere tydeligt og sørge for, at vejledningen tager afsæt i dit konkrete arbejde. Hvis du har nogle specifikke ønsker til vejledningen, så sørg for at fortælle det tydeligt til din vejleder, så I sammen kan skabe den mest brugbare vejledning for dig.

Italesæt også din tvivl og usikkerheder overfor din vejleder. Husk på, at formålet med vejledning er at hjælpe dig på de områder, hvor du er usikker og har brug for hjælp. Selvom det kan virke grænseoverskridende, får de fleste mest ud af vejledningen, når de viser deres ufærdige idéer og produkter.

Vildfarelser i vejledning

VILDFARELSE

HVAD KAN DU GØRE?

Du er solidarisk med vejleder

Du vil ikke forstyrre din vejleder og tager for meget hensyn til, at han/hun har travlt.

Gør krav på din vejledning

Mange vejledere har travlt, men du har ret til vejledning, og du bør derfor gøre krav på den. Vil du gerne imødekomme din travle vejleder, kan du foreslå, at I planlægger jeres møder i god tid.

Du performer for din vejleder 

Du tør ikke vise din tvivl og usikkerhed, hvilket resulterer i, at du kommer til at performe for din vejleder. Du er fx bange for at vise udkast og ufærdige tekster. 

Vejledningen kan komme til at føles som en eksamenssituation, hvor du føler, at du skal vise, hvad du kan og ved.

Vis din usikkerhed

Hvis du performer for din vejleder, giver du ikke vedkommende mulighed for at tage udgangspunkt i dine problemer og dermed give dig den bedst mulige vejledning. Husk på, at hvis man skulle kunne det hele på forhånd, ville tilbuddet om vejledning være meningsløst. Sørg derfor for at vise din usikkerhed, og bed også gerne om feedback på udkast og ufærdige tekster. 

Du udskyder din vejledning

Mange studerende udskyder sin vejledning og gemmer den til sent i opgaveforløbet. Ofte er tanken bag, at man jo altid kan læse en tekst mere, have tænkt lidt mere eller have forberedt sig lidt bedre.

Kom tidligt i gang med vejledning

Det er ofte i starten af opgaveprocessen, at du har allermest brug for vejledning, og det kan derfor være nyttigt at komme tidligt i gang. Du kan eksempelvis allerede få vejledning på dine indledende idéer, så du i samarbejde med vejleder får valgt den bedste. Det er vigtigt, at du kommer godt fra start, eksempelvis ved tidligt at formulere din problemformulering og ved at tilrettelægge opgavens opbygning. Selvom du måske føler, at du ikke har nok materiale, og at din problemformulering halter, er det vigtigt, at du lader din vejleder se, hvad du har, så vejlederen kan hjælpe dig i gang.

Du tager ikke ansvar og får ikke løst problemer

Der er noget i din vejledning, som ikke fungerer for dig. Det kan være at du og din vejleder misforstår hinanden, og du ikke føler, at du får brugbar råd og feedback i vejledningen.

Anerkend problemer og forsøg at løse dem

Italesæt problemerne over for din vejleder. Vejledningen er et samarbejde, og det derfor også vigtigt, at I samarbejder om at løse problemerne, hvis de opstår. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at skifte vejleder. Tal da med din studievejleder om det.

Du holder dine udfordringer for dig selv

Du har ikke lyst til udstille dig selv og bilder dig selv ind, at problemerne løser sig hen ad vejen. Men tiden går, og afleveringsfristen kommer nærmere og nærmere.

Bed om hjælp

Bed om hjælp, når det er svært, når du er kørt fast, når der er noget, du ikke forstår, eller når du ikke kan komme videre med din opgave. Vejledning er til, for at du kan få den hjælp, som du har behov for.

 

Tre typer vejledning

Vejledning kan have mange former, og du vil typisk møde flere forskellige gennem dit studie. 

Der findes mange forskellige former for vejledning, men fælles for dem er, at de er en professionel samtale om et fagligt indhold, som tilbydes med henblik på at hjælpe dig med at planlægge og gennemføre et projekt eller en opgave. Få styr på tre grundlæggende vejledningstyper her.

Individuel vejledning

Tag ansvar for din egen vejledning og vær tydelig, når du kommunikerer med din vejleder.

I den individuelle vejledning mødes du alene med den vejleder, som du enten har fået tildelt eller selv har lavet en aftale med. Ofte vil det være dit ansvar at tage kontakt til vejleder, få aftalt møderne og kommunikere tydeligt, hvad du har brug for i vejledningen. Du bærer således selv et stort ansvar for at få vejledningen organiseret.

Første vejledningsmøde

Første gange du mødes med din vejleder, bør I tale om rammerne for og forventningerne til vejledningsforløbet, da det giver et fælles udgangspunkt for vejledningen.

Du kan fx drøfte følgende med din vejleder:

  • Hvor mange gange skal I mødes?
  • Skal I mødes i særlige faser i skriveprocessen?
  • Hvor kommunikerer I mellem jeres møder, fx på mail?
  • Hvad og hvor meget af din tekst vil vejlederen læse?
  • Er der nogle tidspunkter i forløbet, hvor du eller vejleder ikke er tilgængelig?

Før, under og efter vejledning

Herunder finder du gode råd til, hvad du kan foretage dig før, under og efter vejledningen.

Før vejledning

Kom tidligt i gang

En del studerende udskyder at opsøge vejledning – man kan jo altid lige læse en tekst mere eller tænke lidt mere over det. Denne strategi er dog uholdbar, da det ofte er i starten af opgaveprocessen, at du har allermest brug for vejledning. Sørg for at få vejledning tidligt i forløbet, så du sammen med din vejleder kan tilrettelægge arbejdsprocessen og opgavens opbygning og komme godt fra start.

Forbered dig For at få et godt udbytte af vejledningen bør du forberede dig. Det kan du fx gøre ved at tænke over, hvad dine udfordringer er, der hvor du er i processen lige nu, og hvad der skal til, for at du kan komme videre i processen. Det er vigtigt, at du gør dig klart, hvad du vil drøfte i vejledningen, og hvad du ønsker at få ud at mødet.   
Kommunikér med din vejleder

Kommunikér tydeligt til din vejleder, hvad du gerne vil drøfte i vejledningen og have hjælp til at komme videre med. Vejledningen bliver bedre, hvis I er enige om mødets indhold og formål.

Det er en god idé at: 

  • sende spørgsmål, som du ønsker, at I skal forholde jer til i vejledningen. På den måde giver du også din vejleder mulighed for at forberede sig, så du kan få den bedst mulige vejledning.

  • sende tekstudkast til din vejleder, så vejleder har noget konkret at forholde sig til og give feedback på. Fremhæv gerne, hvordan du selv opfatter udkastet, fx om det er råt eller tæt på færdigt. Fortæl også, hvad vejleder bør fokusere på. Det kan fx være noget, du er usikker på eller noget specifikt, du ønsker feedback på. På den måde sikrer du dig også, at opgaveskrivningen skrider fremad.

Kend kravene til opgaven Sørg for at kende kravene til den opgave, du skal skrive. Læs studieordningen, og stil gerne spørgsmål til din underviser eller vejleder, hvis du er i tvivl om, hvordan studieordningen skal tolkes. Du kan desuden orientere dig i relevante tekster om opgaveskrivning, hvis du er usikker på specifikke dele af opgaven eller arbejdsprocessen.  

Under vejledning

Tag ejerskab over vejledningen

Du kan skabe en god progression  ved at tænke vejledningsmødet i tre faser: 

Indledning Rammesæt mødet. Gør det tydeligt, hvor du er i processen, og hvad du ønsker at få ud af mødet.  
Midte Her foregår selve vejledningen, hvor I drøfter det, du ønsker vejledning på. Det kan vedrøre fagligt indhold, skriveprocessen, opgavens struktur, problemformulering, metode, litteratur, empiri etc. Skriv noter undervejs, eller spørg evt. din vejleder, om du må optage vejledningen.  
Afslutning Opsummér, og læg en plan. Det er vigtigt, at du ved, hvad du skal arbejde videre med, når du går fra vejledningen, og det kan derfor være nyttigt at opsummere det med din vejleder. Aftal også gerne, hvornår I skal mødes igen, og hvad du skal have udarbejdet til næste vejledningsmøde.  

Efter vejledning

Reflektér over udbyttet, og tænk frem

Efter vejledningen kan du tage noter, skrive aftaler ned eller skrive et kort resumé af mødet, så du kan huske, hvad vejleder har sagt, og hvad I har aftalt, at du skal arbejde videre med. Du kan reflektere over vejledningens udbytte ved at overveje følgende:

  • Hvad blev du opmærksom på, at du gør godt? 

  • Hvad skal du have rettet til eller ændret? 

  • Hvad aftalte I, at du skal foretage dig fremadrettet?

  • Hvad skal du have forberedt til næste vejledningsmøde? 

  • Glemte I at tale om noget vigtigt? 

Hvis vejleder har givet dig feedback og forslag, som du skal have indarbejdet, kan du lave en to-do-liste over dem.

Find og brug relevante ressourcer

Supplér din vejledning efter behov med nogle af de mange tilbud, der findes:

Læs mere om informationssøgning på siden om litteratursøgning her.

Gruppevejledning

Skriver du eksamensopgave med andre studerende, vil I blive vejledt sammen, og I skal derfor samarbejde om at få et godt udbytte af vejledningen.

Gruppevejledningen minder ofte om den individuelle vejledning i den måde, som den organiseres på. Læs derfor også gerne om den individuelle vejledning ovenfor.

Forskellen på individuel vejledning og gruppevejledning er dog, at I er flere om at udarbejde en opgave og deltage i vejledningen. Det er derfor vigtigt, at I samarbejder om at få det bedst mulige udbytte af vejledningen.

Før, under og efter vejledning

Herunder finder du gode råd til, hvad du kan foretage dig før, under og efter vejledningen.

Før vejledning

Kom tidligt i gang

En del studerende udskyder at opsøge vejledning – man kan jo altid lige læse en tekst mere eller tænke lidt mere over det. Denne strategi er dog uholdbar, da det ofte er i starten af opgaveprocessen, at I har allermest brug for vejledning. Sørg for at få vejledning tidligt i forløbet, så I sammen med vejleder kan tilrettelægge arbejdsprocessen og opgavens opbygning og komme godt fra start.

Forbered jer sammen Det bedste udgangspunkt for en god vejledning er at være velforberedt. Sørg derfor for at forberede jer sammen og udarbejde en dagsorden for vejledningen, så alle i gruppen er enige om, hvad indholdet og formålet med vejledningen er. Overvej formålet med vejledningen, og hvilke udfordringer I står overfor lige nu i processen.  
Kommunikér med vejleder

Kommunikér tydeligt til din vejleder, hvad I gerne vil drøfte i vejledningen og have hjælp til at komme videre med. Vejledningen bliver bedre, hvis I er enige om mødets indhold og formål.

 I kan fx: 

  • sende spørgsmål, som I ønsker, at I skal forholde jer til i vejledningen. På den måde giver I også vejleder mulighed for at forberede sig, så I kan få den bedst mulige vejledning.

  • sende tekstudkast til din vejleder, så vejleder har noget konkret at forholde sig til og give feedback på. Fremhæv gerne, hvordan I selv opfatter udkastet, fx om det er råt eller tæt på færdigt. Fortæl også, hvad vejleder bør fokusere på. Det kan fx være noget, I er usikre på eller noget specifikt, I ønsker feedback på. På den måde sikrer I jer også, at opgaveskrivningen skrider fremad.

Kend kravene til opgaven Sørg for at kende kravene til den opgave, I skal skrive. Læs studieordningen, og stil gerne spørgsmål til jeres underviser eller vejleder, hvis I er i tvivl om, hvordan studieordningen skal tolkes. I kan desuden orientere jer i relevante tekster om opgaveskrivning, hvis I er usikre på specifikke dele af opgaven eller arbejdsprocessen.  

Under vejledning

Alle deltager aktivt

Sørg for, at I alle kommer til orde i vejledningen. I nogle grupper kan det være nødvendigt at lave aftaler på forhånd om, hvem der fremlægger specifikke problematikker for vejleder.

Læs mere om det gode samarbejde og det at skrive eksamensopgaver med andre her.

Fordel specifikke roller Udnyt gerne, at I er flere, som samarbejder om at få det bedste ud af vejledningen. I kan fx uddelegere specifikke roller under vejledningen. Et gruppemedlem kan være den primære notetager, imens en anden holder øje med tiden, og at I når det, I gerne vil. Det er dog samtidig vigtigt, at alle gruppemedlemmer deltager aktivt i samtalen med vejleder.  
Alle får feedback Selvom I afleverer som en gruppe, får I en individuel karakter. I skal måske også angive, hvem i gruppen, der er forfatter til hvilke afsnit i opgaven - tjek jeres studieordning. Sørg derfor for, at vejleder over flere vejledningsmøder læser tekststykker, som forskellige gruppemedlemmer har forfattet. Det er vigtigt, at I alle også får feedback på jeres individuelle arbejde i løbet af et vejledningsforløb.  

Efter vejledning

Reflektér over udbyttet, og tænk frem

Efter vejledningen kan I tage noter, skrive aftaler ned eller skrive et kort resumé af mødet, så I er enige om og kan huske, hvad vejleder har sagt, og hvad I har aftalt, at I hver især skal arbejde videre med. I kan reflektere over vejledningens udbytte ved at overveje følgende:

  • Hvad blev I opmærksom på, at I gør godt? 

  • Hvad skal I have rettet til eller ændret? 

  • Hvad aftalte I, at I skal foretage jer fremadrettet?

  • Hvad skal I have forberedt til næste vejledningsmøde? 

  • Glemte I at tale om noget vigtigt? 

Hvis vejleder har givet feedback og forslag, som I skal have indarbejdet, kan I lave en to-do-liste over dem og fordele punkterne mellem jer.

Find og brug relevante ressourcer

Supplér jeres vejledning efter behov med nogle af de mange tilbud, der findes:

Læs mere om informationssøgning på siden om litteratursøgning her.

Kollektiv vejledning

I kollektiv vejledning får du og andre studerende vejledning på jeres individuelle opgaver sammen, og I får feedback fra flere og mulighed for at sparre med hinanden.

I den kollektive vejledning får du erfaring med at præsentere og diskutere faglige spørgsmål i grupper. Du får indblik i hvilke emner, tilgange og metoder andre studerende benytter, og fordelen er, at I kan lære af hinandens erfaringer og proces.

Hvordan praktiseres kollektiv vejledning?

Kollektiv vejledning foregår typisk i et vejledningsforløb, hvor du i løbet af semesteret mødes flere gange med en vejledningsgruppe. Vejleder vil ofte koordinere møderne og fastsætte et bestemt fokus for det enkelte vejledningsmøde.

Der kan være en forventning om, at du forbereder noget materiale, som din vejleder angiver, fx et udkast til en specifik del af din opgave. Da den indbyrdes feedback mellem studerende er en stor del af kollektiv vejledning, vil du derfor også skulle læse dine medstuderendes materiale og give feedback. Læs mere om at give og modtage feedback her.

Fordele ved kollektiv vejledning

Fokus i kollektiv vejledning er den læring, der er i at forholde sig til og give feedback på andres tekster - og at andre forholder sig til din tekst. Så selvom nogle studerende oplever, at der er et mindre fokus på deres individuelle projekt i kollektiv vejledning, er indblikket i andres opgaver og sparringen med andre studerende under vejleders tilstedeværelse således med til at kvalificere din egen proces og opgave.

Fordele ved kollektiv vejledning er bl.a.:

  • du får feedback fra flere

  • du træner videnskabelig argumentation og professionel dialog

  • du kan føle dig mindre alene med dit projekt, fordi du har andre studerende at sparre med og støtte dig til

  • du lærer hurtigere at genkende og anvende fagets kriterier, når du læser andres tekster og skal give feedback

  • du kommer hurtigere i gang med at skrive, fordi du ofte vil skulle producere tekst som grundlag for vejledningen

  • mere vejledningstid, hvor vejleder er til stede

Før, under og efter vejledning

 

Herunder finder du gode råd til, hvad du kan foretage dig før, under og efter vejledningen.

Før vejledning

Forbered dig

Forberedelsen kan typisk bestå af dels at lave et tekstudkast enten om din opgave eller til et specifikt afsnit i opgaven, som de andre kan give feedback på, og dels af at give feedback på dine medstuderendes udkast. Fortæl de andre, hvordan du opfatter din tekst, fx om det er et råt udkast eller næsten færdigt, og om der er noget, du gerne vil have dem til at fokusere på. På den måde får du mere konkret, brugbar feedback.

Du og dine medstuderendes forberedte arbejde vil ofte danne grundlaget for vejledningen, og det er derfor vigtigt, at du forbereder dig, for at I alle får et godt udbytte af vejledningen. Gennemlæsning og feedback af dine medstuderendes materiale indebærer en stor læring for dig, fordi du bliver mere fortrolig med krav til en god opgave, som du kan overføre til din egen proces.

Kend kravene til opgaven Sørg for at kende kravene til den opgave, du skal skrive. Læs studieordningen, og stil gerne spørgsmål til din underviser eller vejleder, hvis du er i tvivl om, hvordan studieordningen skal tolkes. Du kan desuden orientere dig i relevante tekster om opgaveskrivning, hvis du er usikker på specifikke dele af opgaven eller arbejdsprocessen.  

Under vejledning

Deltag aktivt

Kollektiv vejledning er bundet op på samtale, diskussion og feedback i gruppen, og det er derfor vigtigt, at du deltager aktivt og bidrager til fællesskabet. Hvis du og dine medstuderende tager medansvar for vejledningen, kan I sammen med vejleder skabe den vejledning, som giver mening for jer. 

Har du ikke haft tid til at forberede dig, eller du er gået i stå og kommet bagud i forhold til de andres opgaveproces, kan det stadig være gavnligt for både dig og dine medstuderende, at du møder op og deltager i faglige samtaler og diskussioner. De andres råd, erfaringer og blikke på din opgave kan hjælpe dig til, hvordan du kommer videre.

Fokusér på faglig sparring Se vejledningsrummet som et sted, hvor du og dine medstuderende har mulighed for at sparre, vende idéer og få faglige inputs. En af fordelene ved den kollektive vejledning er netop, at I kan få indblik i hinandens forskellige tilgange og erfare, at der sjældent er et endegyldigt svar. Fremvis derfor gerne udkast og ufærdige idéer, og vær ikke bange for at vise din usikkerhed. Er du i tvivl om noget, er det vigtigt at italesætte det. Der vil ofte  sidde andre, som er i tvivl om det samme som dig, og I kan bruge vejledningen til at hjælpe hinanden videre på bedste vis.  

Efter vejledning

Reflektér over udbyttet, og tænk frem

Efter vejledningen kan du kan reflektere over vejledningens udbytte ved at overveje følgende:

  • Hvad blev du opmærksom på, at du gør godt? 

  • Hvad skal du have rettet til eller ændret? 

  • Hvad kan du foretage dig fremadrettet?

  • Hvad skal du have forberedt til næste vejledningsmøde? 

Forhold dig til den feedback og forslag, du har fået af de andre. Det, du vil indarbejde, kan du lave en to-do-liste over, så det er lettere at gå i gang med.

Find og brug relevante ressourcer

Supplér vejledningen efter behov med nogle af de mange tilbud, der findes:

Læs mere om informationssøgning på siden om litteratursøgning her.

Se også

Studieordning

Orienter dig i din studieordning om krav til hvert enkel fag på din uddannelse.



Brug din studievejleder

Studievejledningen kan hjælpe dig med at forberede dig til dine eksaminer samt lægge en strategi, til hvis din eksamen ikke går efter planen. Du kan desuden få vejledning til at håndtere nervøsitet og eksamensangst samt forbedre din eksamensteknik. Find studievejlederen på dit fakultet eller uddannelse her.


Podcast til studerende

Studiekammeraten er en podcast til dig, der studerer på universitetet. Den handler om de udfordringer og muligheder, studielivet byder på, og i hvert afsnit taler podcastens to værter, som er studievejledere, med studerende eller eksperter om forskellige aspekter ved livet som universitetsstuderende. Lyt til podcasten her:

 

Podcasten er produceret af Studievejledningen på Fakultetet Health.