At arbejde videnskabeligt og skabe viden handler i høj grad om at overbevise andre om, at det, man påstår, er gyldigt eller “rigtigt”. Det gør man ved at argumentere akademisk.
Når du som studerende fremsætter en påstand - enten skriftligt eller mundtligt - skal du derfor kunne anføre fagligt acceptable grunde for din påstand. Fagligt acceptable grunde kan tage afsæt i eksempelvis dit fags teori eller en empirisk undersøgelse.
Kort sagt er et argument en påstand, som er begrundet. Ofte bruges Toulmins model til at forstå og forklare, hvordan argumenter hænger sammen.
Modellen består af tre grundelementer: påstand, belæg og hjemmel, som tilsammen danner et argument. Derudover er der tre variable elementer: styrkemarkør, rygdækning og gendrivelse.
I en akademisk sammenhæng er det desuden en god idé også at forklare argumentets kontekst. For modtageren er det nemlig vigtigt at vide, hvorfor argumentet er relevant, hvad det bidrager med, hvad andre har argumenteret for i relation til dit argument osv.
Du kan også bruge Toulmins model til at analysere andres argumentationen, fx når du skal sammenligne eller vurdere videnskabelige artikler og undersøgelser, eller hvis du skal give feedback på medstuderendes opgaver eller oplæg.
PÅSTAND: | Din konklusion, som du gerne vil overbevise om er "rigtigt". |
|---|---|
BELÆG: | Begrundelsen for din påstand. |
HJEMMEL: | Den bagvedliggende præmis eller antagelse for dit belæg, som din modtager skal være enig i, for at acceptere dit belæg som en gyldig begrundelse for din påstand. |
RYGDÆKNING: | Rygdækningen er en slags belæg for hjemlen. Altså et udsagn, der støtter op om gyldigheden af hjelmen og dermed belægget. |
GENDRIVELSE: | Gendrivelsen er der, hvor du påpeger svagheder i dit argument – i belægget, i hjemlen eller i rygdækningen. Hvis du selv påpeger argumentets svagheder, bliver det sværere at anfægte det samlede argument. Men husk, at din gendrivelse ikke skal undergrave dit argument, så du skal også påpege, hvorfor din påstand er “rigtig” på trods af kritikken. |
STYRKEMARKØR: | Styrkemarkøren angiver sikkerheden, omfanget eller hyppigheden af din påstand og har dermed betydning for, om din modtager bliver overbevist af dit argument. |
Rigtig meget videnskabeligt arbejde handler om at formidle skriftligt – i opgaver, når du er studerende. I dine akademiske opgaver er argumentation således helt centralt og foregår på mange niveauer - på sætningsniveau, afsnitsniveau og et overordnet niveau.
Det overordnede niveau er hele opgavens samlede argumentation, som du kan bruge Toulmins argumentationsmodel til at få styr på. Modellen kan således være et redskab til at strukturere din opgave.
Du kan også udfylde nedenstående handout med Toulmins model:
Her kan du se nogle eksempler på opgaver, der er opbygget som ét argument. Eksemplerne er fra lingvistik og Science & Technology, og de viser, hvordan delene i Toulmins argumentationsmodel er i spil i henholdsvis en faglig opgave og i en videnskabelig artikel.
Du kan også bruge Toulmins model til at analysere argumentationen i andres tekster, fx når du skal sammenligne eller vurdere videnskabelige artikler og undersøgelser i forbindelse med en opgave eller et oplæg, eller hvis du skal give feedback på medstuderendes opgaver eller oplæg.
Argumentation skaber en rød tråd. Ved at opbygge din opgave som ét argument skaber du en rød tråd gennem hele opgaven, hvor alle dens dele indgår i opgavens samlede argumentationen og peger frem mod konklusionen.
De forskellige delelementer i argumentationen optræder forskellige steder i en akademisk opgave. Nedenfor kan du se en standarddisposition for akademiske opgaver og hvilke dele af argumentet, der hører til i de forskellige kapitler.
Husk på, at dette er en standard. I nogle opgaver vil det give bedre mening at præsentere argumentets dele anderledes. Eksempelvis kan gendrivelse og rygdækning fremlægges og diskuteres løbende frem for samlet. Vær også opmærksom på, at nogle fag har krav til opgavens disposition. Men det er ikke dispositionen i sig selv, der gør opgaven akademisk. Det er argumentationen.
DISPOSITION | ARGUMENTATION | FUNKTION |
Indledning inkl. problemformulering, motivation, formål, forskningsoversigt, afgrænsning og kort præsentation af teori, metode og fremgangsmåde | Argumentets kontekst Evt. kort præsentation af påstand | Hvorfor er argumentet er relevant, hvad bidrager det med, hvad har andre argumenteret for i relation til dit argument osv. |
| Præsentation af teori | Hjemmel & evt. rygdækning | For at læseren vil godtage din analyse som et legitimt belæg for påstanden, skal hjemlen kunne accepteres. Hjemlen er dermed en begrundelse for analysens legitimitet; for at analysen er lavet på en måde (metode) og ved brug af nogle redskaber (teori), som er accepteret i fagligheden. |
| Metode & videnskabsteori | Hjemmel & rygdækning | Rygdækningen er en slags belæg for hjemlen. Ved at inddrage belæg for, at din metode og din teori er acceptable fx ved at uddybe den bagvedliggende videnskabsteori og henvise til valid litteratur om din anvendte metode, styrker du din hjemmel yderligere. |
| Analyse inkl. præsentation af empiri og resultater | Belæg | Din konklusion er “rigtig”, fordi din analyse viser det. Dermed er analysen belægget for konklusionen. |
| Vurdering & diskussion | Gendrivelse & rygdækning | Hvis du selv påpeger argumentets svagheder, bliver det sværere for læseren at anfægte det samlede argument. Med andre ord fungerer argumentet bedre, hvis du selv kan kritisere dit belæg (påpeg analysens usikkerheder og resultater), din hjemmel (kritik af metode og teori) eller din rygdækning (kritik af det videnskabsteoretiske ståsted). Men husk, at din gendrivelse ikke skal undergrave dit argument, så du skal også påpege, hvorfor din påstand er “rigtig” på trods af kritikken. |
| Konklusion | åstand inkl. styrkemarkør - som sættes i relation til belæg, hjemmel, rygdækning og gendrivelse | Din konklusion er din påstand, som du gerne vil overbevise læseren om er “rigtigt”. Styrkemarkøren angiver sikkerheden, hyppigheden eller omfanget af din påstand og har betydning for, om din læser bliver overbevist af dit argument. Hvis du fx har analyseret ét tilfælde, kan du næppe overbevise din læser om, at du med “100% sikkerhed har påvist, at det til enhver tid gælder, at...” |
| Perspektivering | Argumentets kontekst | Hvordan kunne man fortsætte argumentationen, hvad kan andre bruge din argumentation til osv. |
Dit sprog skal gøre det let at følge logikker og argumentation. Det gør du blandt andet ved at bruge såkaldte argumentationsord:
Akademisk sprog bør være let at forstå for fagfolk. Formulér dig derfor så præcist, entydigt, klart, korrekt og transparent som muligt. Undgå sprog, der er højtragende og kringlet. Det er også vigtigt at referere korrekt, så du ikke kommer til at tage æren for andres arbejde, og så du med dit sprog tydeligt viser, hvornår det er dig som selvstændig studerende, der argumenterer.
Udover et akademisk og argumenterende sprog er det også et fagligt sprog. Det betyder et sprog, hvor du bruger de begreber og den terminologi, der knytter sig til dit fag. Det faglige sprog har desuden nogle sproglige normer, som er særegne for faget. I nogle fag skriver man fx ikke “jeg”, men bruger et mere passivt sprog. Mens man i andre fag slet ikke kan undlade “jeg”.
I akademiske opgaver bør du metakommunikere, det vil sige kommunikere til din læser. Det tjener to vigtige formål: At give opgaven transparens og at guide din læser.
Transparens handler om at vise alle mellemregninger og ikke fremsætte ubegrundede påstande. Du skal altså gøre det nemt for din læser at følge med i, hvordan du kommer frem til dine pointer trin for trin, og hvilke antagelser pointerne bygger på. Fx:
“På baggrund af det x skriver, antager jeg at…” eller “For det første… fordi… For det andet… fordi...”
Transparens indebærer også at lave kildehenvisninger, når du inddrager andres viden. Det skal være tydeligt for din læser, hvornår du anvender andres viden, og hvornår du selv bidrager. Læs mere om kildehenvisninger på siden Formalia.
Særligt i større afsnit er det nødvendigt at guide læseren. Den form for metakommunikation er en slags sproglige vejvisere, der fortæller læseren, hvor teksten nu bevæger sig hen. Det kan blandt andet være i form af korte afsnit i starten af en større del af opgaven, mellem afsnit eller i slutningen af en større del af opgaven, som fx:
“I dette afsnit vil jeg…” eller “Nu har jeg forklaret xx. I det følgende vil jeg derfor…”.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skriver akademisk og fagligt på din uddannelse, kan du måske efterspørge eksempler på tidligere opgaver hos din underviser eller vejleder
