Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Videooptagelser

Videooptagelser er særligt velegnede til at formidle fagligt indhold, hvor både lyd og det visuelle er vigtigt. Videooptagelser kan gøres på mange måder og i mange formater. Når du laver videooptagelser skal du være særligt opmærksom på formålet med videoen. Vær særlig opmærksom på videoformatet og dets indhold. Forsøg så vidt muligt at planlægge din optagelse og forbered det du skal filme ved at følge vores råd herunder.

At lave videoer handler ofte om at mestre begrænsningens kunst! Gør dig derfor på forhånd klart, hvad du ønsker at formidle i din video, og udvælg dernæst de vigtigste fokuspunkter, som du vil komme ind på. Fokuspunkterne hjælper dig til at have en klar struktur i din video. Det er vigtigt, fordi det både gør det lettere for dig at optage videoen, og fordi det gør det lettere at blive opmærksomme på dine hovedbudskaber.

Gode råd til at lave videooptagelser:

Planlæg:

  • Skriv et manuskript, hvor du noterer hvad du vil filme, hvilken vinkel, ca. hvor lang tid for hvert skud osv.

  • Du kan også med fordel teste udstyret, situationen, personerne osv. med en testoptagelse, så du kan se om alting virker som det skal.

Udstyr:

  • Uanset om du bruger din smartphone eller et dedikeret videokamera, så bør du indstille dit udstyr så den optager i højest mulige billedkvalitet (gerne med omkring 25fps). Det er nemmere at sænke kvalitetsniveauet med efterredigering, end det omvendte. 

  • Tænk også over at stabilisere dit kamera, eksempelvis med et stativ eller en stak bøger. Et fast underlag sikrer at du ikke får rystede billeder.

  • Hvis du skal have optagelser af en person, der taler, er det en god idé at bruge en ekstern mikrofon, der kan placeres tættere på den talende person. Det giver en stor forbedring af lydkvaliteten.

Forhold:

  • Forsøg at filme et sted med rigeligt lys. Et godt naturligt lys er at foretrække, men hvis billedet er meget mørkt, kan et par velplacerede lamper bidrage til et bedre resultat. Sørg for at lysindfaldet altid kommer mod front af det du filmer og ikke bagfra - enten lige på eller op til en 45º vinkel.

  • Forsøg at mindske baggrundsstøjen. Hvis du optager et sted, hvor baggrundsstøj ikke kan undgås, så brug evt. en ekstern mikrofon til den vigtigste lydkilde - fx en interviewperson.