Aarhus Universitets segl

Citat

Her ser du, hvornår og hvordan du bruger citater i din opgave.

I din opgave kan du af og til henvise til andre fagfolks iagttagelser og værker. Citater kan fungere som støtte for dine undersøgelser og argumenter.

Vær opmærksom på, at et citat ikke må stå løsrevet fra den øvrige tekst, men skal kommenteres eller forklares som en del af din samlede argumentation. Det er vigtigt, at du citerer korrekt og konsekvent gennem hele opgaven, så din læser kan se, hvad og hvem du henviser til.

Du kan eventuelt lære mere om AU's principper for kildehåndtering (se s. 4 i pjecen).

Et citat er som hovedregel

  • en ordret gengivelse af skrift eller tale.
  • tydeligt markeret i teksten ved brug af fx citationstegn, typografi eller indryk.
  • tydelig i angivelse af sin kilde.
  • altid på originalsproget.

Hvordan citerer man?

Hvordan du citerer, afhænger først og fremmest af, hvilken form for Reference-/litteraturhenvisning du vælger.­

Et citat kan markeres på forskellige måder, fx ved anførselstegn, indryk, mindre linjeafstand eller ændret skrifttype. Hvis du udelader noget i dit citat, kan det markeres med (…) eller […]. Parenteserne kan dog også udelades.

Der er særlige regler for længder af citater i forhold til, hvordan det kan indgå i din opgave. Du kan læse mere om forskellen på korte og længere citater herunder.

Korte citater

Der er særlige regler for længder af citater i forhold til, hvordan det kan indgå i din opgave. For korte citater gælder det, at de: 

  • er under 40 ord (APA) eller under 3-4 linjer (MLA).
  • skrives ind i den løbende tekst og markeres med anførselstegn.
  • som regel ikke behøver fremhæves yderligere, men hvis du vælger dette, fx med kursiv, skal det være konsekvent gennem hele din opgave.

Eksempel:

Hovedformålet med undersøgelsen var at "kontrollere overensstemmelsen mellem politikernes ord og handlinger" (Andersen 1981: 42). Desuden ville man undersøge ...

Længere citater

Der er særlige regler for længder af citater i forhold til, hvordan det kan indgå i din opgave. For længere citater gælder det, at de:

  • er længere end 40 ord (APA) eller over 3-4 linjer (MLA).
  • markeres med linjeskift før og efter citatet samt indryk. Her er anførselstegn ikke nødvendig.
  • som regel ikke behøver fremhæves yderligere, men hvis du vælger dette, fx med mindre linjeafstand eller anden skriftstørrelse, skal det være konsekvent gennem hele din opgave.

Eksempel:

Konklusionen på analysen er helt klar og utvetydig:

"Man kan ikke regne med at fordi en politiker har taget stilling til noget eller har lovet noget, så vil han også handle derefter. Dette er reglen. Overensstemmelse mellem ord og handling er undtagelsen" (Andersen 1981: 42).

Det er hårde ord fra forfatterne, men analysen giver god baggrund for udsagnet

Integrer dit citat i teksten

Når du citerer, er det vigtigt, at citatet ikke står løsrevet fra den øvrige tekst, men integreres og kommenteres i teksten. I nedenstående opgaveuddrag belyses citatet i den efterfølgende tekst.

Eksempel:

Kunstens mål defineres som:

"med materialets midler, at fravriste percepter fra perceptionerne af objekter og tilstandene hos et perciperende subjekt, fravriste affekter fra affektionerne som overgang fra en tilstand til en anden. At uddrage en blok af sansninger, en ren væren bestående af sansning" (op.cit. p.211ff.).

Deleuze og Guattari opererer altså med en værk-definition, hvor kunstværket - så vidt jeg kan se - i høj grad er autonomt og som er uafhængigt af såvel kunstner som recipient (kunstværket skal kunne stå af sig selv), og desuden også uafhængigt af enhver kontekstuel sammenhæng

Eksemplet er hentet fra Koncept-Poetik. Undersøgelser af en dramaturgisk term med The Wooster Group og Remote Control som eksempler. Speciale fra 1998, Afdeling for Dramaturgi, Aarhus Universitet af Kjetil Sandvik, cand.mag i dramaturgi og æstetik og kultur, ph.d. og lektor i Medievidenskab ved Københavns Universitet

SØG


Oplysningerne om formalia er generelle vejledninger. De erstatter ikke bestemmelserne i din studieordning, dine underviseres vejledning eller oplysninger på dit fags hjemmeside. Orienter dig først de nævnte steder. Er du i tvivl, så spørg din vejleder.