En hypotese er en foreløbig antagelse om det resultat, man regner med at komme frem til i sin undersøgelse.
I daglig tale bruges hypotese og tese tit som synonymer, og der er en tendens til at bruge ordet tese på humaniora og hypotese på de samfunds- og naturvidenskabelige uddannelser. Ifølge Den Danske Encyklopædi er der dog en væsentlig forskel:
”Den, der fremsætter en tese, er normalt overbevist om, at den er sand og vil kunne begrundes, i modsætning til en hypotese”.
Se Encyklopædiens fulde opslag om tese og hypotese her. Hvis du er i tvivl om, hvilket af de to ord du bør bruge på netop dit fag, så spørg din vejleder.
Ofte har man, allerede inden man går i gang med sin undersøgelse, en ide om, hvilket resultat man vil komme frem til, og i så fald kan man formulere en hypotese, der præsenteres i indledningen. Hypotesen kan helt erstatte den spørgsmålsorienterede problemformulering, eller den kan formuleres i forbindelse med en problemformulering.
En hypotese kan fx være:
Uanset hvad din hypotese handler om, må den altid være fremsat på baggrund af noget – hypoteser er ikke tilfældige ideer, der falder ned fra himlen i et inspireret øjeblik. En hypotese kan fx være en antagelse, der bygger på fagets teorier eller metoder, eller den kan opstå med udgangspunkt i andres eller dine egne tidligere faglige undersøgelser eller erfaringer.
Du kan arbejde med din problemformulering eller hypotese ud fra de gode råd på denne side.
Som i alle videnskabelige undersøgelser er det væsentligt at være kritisk over for din egen undersøgelse. Husk på, at det kan være positivt, hvis du ender med at komme med en nuancering eller diskussion af din hypoteses begrænsninger. Du kan også ende med at måtte afvise hypotesen i din konklusion.
Det vigtigste er, at en hypotese først må blive til en påstand, når du har gennemført din undersøgelse og argumenteret for, hvorfor (og i hvilke tilfælde) hypotesen gælder. Læs mere om påstanden som en del af et argument her.
Hypoteser er mest udbredt på de samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige uddannelser, men bliver også brugt på humaniora. Det følgende eksempel er fra dramaturgi:
”Opgaven vil demonstrere, at tillidsrelationerne i en teaterproduktionsproces er afgørende for dens kapacitet til at omstille sig undervejs og dermed for det endelige produkt”
(Fra En kort vejledning til problemformuleringer af Thomas Rosendal Nielsen og John Andreassen, Institut for æstetiske fag, AU)
Her er der ikke noget spørgsmål, men opgaveskriveren fortæller, hvad det er, han ønsker at demonstrere – altså vise – med sin undersøgelse. En problemformulering kunne have lydt: ”Hvilke interne faktorer har betydning for en teaterproduktionsproces og dens kapacitet til at omstille sig undervej – og dermed for det endelige produkt?”. Men med valget af hypotese får opgaveskriveren mulighed for at lave en mere fokuseret undersøgelse, fordi han allerede er sporet ind på, at svaret ligger i tillidsrelationerne og ikke i alle mulige andre faktorer.
Oplysningerne om formalia er generelle vejledninger. De erstatter ikke bestemmelserne i din studieordning, dine underviseres vejledning eller oplysninger på dit fags hjemmeside. Orienter dig først de nævnte steder. Er du i tvivl, så spørg din vejleder.
